Skab online trafik til din fysiske butik

Internettet er uendelig stort, men heldigvis også meget lokalt. Derfor er det ikke kun et sted for webshops og andre digitale kanoner – der er også rigtig meget at hente, hvis du har en fysisk butik.

Du kan nemlig bruge dine digitale kanaler til at ramme potentielle kunder i dit lokalområde og til at lede trafik hen til din fysiske lokation. Smart, ikke?

Og hvis du arbejder lidt strategisk, kan du med en tværfaglig indsats virkelig styrke din synlighed – lokalt, naturligvis.

Lokal markedsføringssynergi – bedre resultater

Lad os bare tage fordelene ved at arbejde med lokal synlighed på alle din kanaler med det samme. Så er vi overbevist om, at du nok skal læse videre helt af dig selv.

  1. Øget synlighed i søgemaskinen: Når du optimerer lokalt på både hjemmeside, Google My Business, SoMe og Google Ads øger du dine chancer for at blive fundet på alle features samt i de organiske søgeresultater. Det giver maksimal synlighed, når en potentiel kunde søger på Google.
  2. Øget konverteringsrate: Når indholdet på din hjemmeside er godt og matcher søgeord samt søgeintention – og der kædes relevante Google Ads-annoncer dertil, øges relevansværdien hos Google. Jo større relevans og værdi i indholdet, desto billigere klik-priser. Når søgeordet matcher brugerens søgeintention, er der også større chance for, at konverteringsraten øges. Når du sender brugeren fra SoMe til en side af høj kvalitet, så vil du også opleve en tilsvarende konverteringsrate.
  3. Tydeligt budskab: Hvis brugeren støder ind i det samme budskab, samme visuelle udtryk og samme brandsignaler, uanset om det er på Google My Business, hjemmesiden eller annoncerne, så trænger budskabet bedre igennem og din brand awerenss samt brandværdi øges.

Og så til din lokale indsats på dine forskellige platforme.

Sådan bliver du synlig lokalt med SEO

SEO er vejen til himmeriget. Eller, vejen til at sikre, at du bliver set af lokale forbrugere digitalt. Indrømmet, det er her, benarbejdet ligger. Men når du kommer i mål med det, kan du høste frugten af det på dine andre kanaler.

Lad os starte med det basale i søgemaskineoptimering.

Brug lokale søgeord

Når målet er at blive mere synlig lokalt, så kommer du ikke udenom at skulle lidt dybere ned i dine søgeord. Undersøg, om der er nogle lokale søgeord, der giver mening for din forretning, branche eller niche, og koble dem sammen med din SEO-indsats.

Det kunne f.eks. være: ’garn Odense’, ’maler Odense’, ’overnatning Odense’, ‘marketing bureau Odense’ – ja, du kan nok se mønstret nu.

Fokusér på den rigtige typer af søgning

Når du arbejder med søgeord, er det også vigtigt at vide, hvilken form for søgninger dine potentielle kunder foretager sig, så du kan matche bedst muligt.

Der er overordnet tre former for søgninger: Navigationsøgninger, transaktionssøgninger og informationssøgninger.

Ved søgeordsanalyser skal du være opmærksom på, hvilken type søgning Google associerer dine søgeord med. Det kan du blive klogere på ved at analysere søgemaskinen ved din type af forretning/branche. Viser den produkter? Så er det en transaktionssøgning. Viser den guides? Så er der tale om informationssøgning.

Folk, der foretager informationssøgning, er typisk ikke ude efter eller klar til et køb nu og her mens folk, der foretager transaktionssøgninger, ikke behøver guides, da de målrettet går efter køb.

Så vores bedste råd er, at du skal vurdere dit content og matche søgeordene dertil.

Hav relevant lokalt content

Dit content skal have fokus på emnet med relevant info til kunden. Hvilke problemstillinger eller spørgsmål opstår der ofte i forbindelse med din service eller dine produkter? Det er dem, du skal besvare.

Hvis det f.eks. er ’maler Odense’ – hvor kører I ud? Hvis det er ’garn Odense’ – hvor ligger butikken, og hvad er historien? Hvis det er ’overnatning Odense’ – hvad er fordelen ved at vælge netop jeres sted ift. placeringer?

Sørg for, at brugerne ikke har nogle ubesvarede spørgsmål, og giv dem tryghed – så er chancen for, at de vælger dig markant større.

Opret lokale URL’er

Det er altid en god idé at oprette en landingsside til emnet relateret til din lokale indsats. Således kan du bedre arbejde med søgeord, og siden kan ligge og trække trafik på alle tidspunkter.

Hvis dine lokale søgeord understøtter de søgeord, du arbejder med i forvejen, så bør du også lige overveje din interne linkstruktur og menustruktur.

De lokale sider bør nemlig ligge under det generiske søgeord (såkaldte indholdsklynger). På den måde er de lokale sider med til at spille den generiske side stærkere – og dét vil du gerne have.

Gør dine kontaktinformationer tydelige

Der er en række informationer, som skal være tilgængelig på din hjemmeside – og gerne i din footer.

  • Telefonnummer
  • Maps/adresse
  • Åbningstider

Særligt når du er en lokal forretning, forening eller lignende, er det vigtigt, at kontaktinformationerne er nemme at finde.

Husk også gerne at gøre telefonnummer/mailadresse klikbare. Adressen kan også gøres klikbar, så brugerne nemt kan lave en rutevejledning.

Få flere besøgende i din fysiske butik med Google My business

Google My Business er en virksomhedskonto, hvor brugerne kan se endnu flere detaljer om din forretning, såsom kontaktinfo, kort og anmeldelser.

Den vises i højre side af søgeresultaterne, så potentielle kunder behøver ikke en gang at forlade Google for at få svar på spørgsmål eller få relevant info om din forretning.

Google My Business er uundværligt, hvis du er afhængig af fysisk trafik. Det giver nemlig dig mulighed for at blive eksponeret, hvis en kunde søger lokalt. Og det gør det let for potentielle kunder at finde frem til dig – uden de skal lede rundt på din side.

Husk altid at opdatere din Google My Business-konto.

Bliv synlig og tilgængelig med Google Maps

Hvis du vil have flere besøgende i din lokale butik, så siger det næsten sig selv, at Google Maps er nødvendigt. Og udover, at det er relevant rent praktisk, så fylder det også meget i søgningen – og dét gør dig mere fremtræden, når en potentiel kunde er på jagt efter dét, du tilbyder.

Din Google My Business-profil ligger ligeledes under Maps, så her er der også adgang til kontaktinfo, beskrivelse mv.

Husk at bruge UTM-koder, så du kan differentiere trafikken fra Google My Business fra resten af din organiske trafik i dit analyseværktøj. Husk i samme omgang, at Google Analytics standardopsætning ikke længere er lovlig i DK – vi anbefaler i stedet Matomo eller lignende.

Annoncér lokalt med Google Ads

Google gør det muligt for dig som fysisk butik at annoncere for de produkter, du har på lager i din butik. Dette kaldes lokale lagerannoncer og kan køres enten som betalt annoncering eller gratis fortegnelser (mere om den gratis del senere).

Produkterne for din lokale butik vises til potentielle kunder, der befinder sig i nærheden af den fysiske forretning på Googles netværk. Dette kræver naturligvis, at Google My business er udfyldt korrekt.

Annoncér for din lokale butik på Google

Når du har arbejdet med dine undersider på din hjemmeside for at kunne ramme mere lokale søgninger, så er det oplagt også at udnytte det i dine tekstkampagner – du kan lige så godt udnytte synergien.

Når du opdeler dine søgeord og annoncer i forhold til den geografiske placering af søgningen, så opnår du også en række fordele.

  • Typisk et bedre kvalitetsresultat, da link og søgeord stemmer bedre overens.
  • Typisk koster et søgeord med geografi tilknyttet mindre end bare søgeordet alene
  • Mulighed for at skrive mere konkrete annoncer specifik til din geografiske lokation – og ramme mere præcist.

Få gratis annoncer for dit lokale butikslager

Et lille ekstra tip for alle de fysiske butikker derude: Du kan få vist dine produkter gratis på Google. Google kalder det ’gratis fortegnelse’, og det dækker over en stor del af deres kampagnenetværk – herunder Shopping.

Du skal overholde deres regler for at kvalificere dig til gratis annoncer for dit lokale butikslager – dem finder du her.

Brug dine sociale medier til at fange lokale handlende

For at få succes med en mere lokal indsats på dine sociale medier, kan du både dykke ned i det organiske og betalte indhold – vi kommer omkring begge.

Annoncér for din lokale butik på SoMe

Målret efter de lokalt handlende

Det er muligt at målrette lokalt i nærheden af din virksomhed med dine annoncer, og der kan målrettes helt ned til 1 km radius. Hvis du ønsker at lokke en bruger ned i din forretning, er annoncering nær din forretning altså særligt værdifuldt for dig.

Du kan også anvende en specifik målretning mod brugere, som bor på din lokation eller i nærheden af. Så rammer du ikke brugere, som blot passerer gennem byen. Ydermere kan du tillægge disse brugere en interesse – det kunne f.eks. være ‘forældre med børn i en given alder’. Du præciserer hermed din målgruppe meget specifikt og taler ind i deres interesse – det øger virkningen af dine lokale annoncer.

Du kan også vælge at fokusere på kendskab i nærområdet med målretningen ’kendskab til brand’, hvor algoritmen finder brugere som med størst sandsynlighed vil kunne huske din virksomhed – selvfølgelig kombineret med din relevante lokation.

Formålet med overstående kampagner og at annoncere lokalt er at lede brugeren over på din hjemmeside, Messenger eller andet relevant – altså skabe trafik de efterfølgende kan handle på.

Dét øger chancen for et besøg og køb i din fysiske butik.

Styrk interaktionen med den rette målgruppe

For nogle virksomheder kan det give mening at holde brugeren på platformen, hvor interaktionen på sociale medier kan øges. Målet er altså ikke at få dem ind på hjemmesiden. På de sociale medier finder algoritmen de personer, som med størst sandsynlighed vil like og kommentere dit content. Det giver rigtig god mening i forbindelse med en give away eller hvis du har oprettet en begivenhed på Facebook.

Og husk på, at jo mere der bliver interageret med dit indhold på Facebook, jo længere når det oftest ud.

Nå lokale brugere med organisk SoMe

Vidste du, at profilen på mange af dine sociale medier faktisk er SEO-venlig? Dét er nemlig tilfældet. Og det giver dig en unik mulighed for at blive fundet gennem dine sociale medier – hvis bare du tænker søgeord ind i dem.

Her tænker vi i særdeleshed din bio og oplysninger – herunder sidetype, adresse, telefonnummer, mail, åbningstider samt beskrivelse af, hvad din virksomhed tilbyder.

Din beskrivelse (om os) kan gøres søgevenlig til Google – det vil sige, at der er en stor værdi i at inddrage relevante ord, så potentielle kunder kan søge dig frem på Google. Mens dine andre oplysninger kan gøres søgevenlig ift. Google My Business.

Vær tilgængelig og til stede på dine sociale medier

Du kan tilpasse dine forskellige handlingsknapper på Facebook, så du gør det nemmere for dine brugere at komme i kontakt med dig. Du kan f.eks. indstille knapper på din forside til opkald eller kontakt på Messenger.

Du bør også udnytte dine unikke placeringer som f.eks. dit coverbillede på Facebook. Dette er en gratis placering, hvor du løbende kan skifte relevante budskaber ud, som passer til den givende periode.

Og sidst, men absolut ikke mindst: Hold liv i din profil! Det er alfomega, at der løbende bliver lagt opslag op på profilen. Så kan brugerne se, at I er en troværdig virksomhed. Ydermere øger det interaktion og likes på jeres side.

Indhold
Har du brug for rådgivning?

Har du spørgsmål eller ønsker du at høre mere omkring vores produkter eller andet?